Forretningsbetingelser

 

1.    Indgåelse af aftale og opgavestart

  • Disse forretningsbetingelser gælder for alle opgaver og leverancer, som BokkConsult ApS, cvr:45578283, Plantagen 4, 4320 Lejre, Osted (herefter “Konsulenten”) udfører for en kunde (herefter “Kunden”), medmindre andet er skriftligt aftalt.
  • Kundens egne standardbetingelser finder ikke anvendelse, medmindre dette udtrykkeligt er aftalt med Konsulenten.

2.    Opgavens udførelse og samarbejde

  • Konsulenten udfører aftalte ydelser med professionel omhu og i overensstemmelse med gældende IT-standarder. Kunden skal stille relevante oplysninger, adgang og ressourcer til rådighed og medvirke rettidigt, så opgaven kan løses effektivt.

3.    Betaling

  • Alle priser angives i danske kroner og ekskl. moms. Konsulenten fakturerer som hovedregel ved aftaleindgåelse, ved leverance eller månedligt for løbende ydelser. Betalingsfristen er 14 dage fra fakturadato.
  • Ved forsinket betaling beregnes morarente og gebyrer i henhold til renteloven. Konsulenten forbeholder sig ret til at tilbageholde yderligere leverancer ved betalingsmisligholdelse.

4.    Hosting

  • Konsulenten stiller hostingydelsen til rådighed via infrastruktur fra en tredjepartsleverandør, baseret på en selvstændig aftale mellem Konsulenten og tredjepartsleverandøren. Slutkunden har ingen direkte aftale med tredjepartsleverandøren og har alene aftaleretlige relationer til Konsulenten.
  • Slutkunden betaler hostingydelsen direkte til Konsulenten, som herefter forestår opsætningen af løsningen samt adgang og brugeradministration for slutkunden.
  • Konsulenten henviser til tredjepartsleverandørens gældende vilkår vedrørende tekniske begrænsninger, ansvar – herunder ansvarsbegrænsninger – og opsigelsesvilkår for hostingydelsen.
  • Konsulenten kan yde support i forbindelse med hostingydelsen, men agerer ikke som underleverandør eller repræsentant for tredjepartsleverandøren.

5.    Software fra tredjepart

  • Ved levering af software fra tredjepart henvises til den pågældende leverandørs EULA (End User License Agreement) eller tilsvarende licensbetingelser. Disse accepteres af Kunden ved installation på Kundens udstyr.
  • Kunden er forpligtet til at overholde disse vilkår og skal friholde Konsulenten for ethvert krav, som måtte opstå som følge af overtrædelse heraf.

6.    Ophavsret

  • Medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, opnår Kunden fuld ophavsret til det materiale, herunder software, design, tekster og andet indhold, som Konsulenten udvikler specifikt til Kunden som led i opgaven.
  • Konsulenten forbeholder sig dog retten til at genanvende generel knowhow, metoder og standardiserede komponenter, så længe dette ikke indebærer offentliggørelse af kundespecifikke forhold eller brud på fortrolighed.

7.    Markedsføring

  • Konsulenten må anvende Kundens navn og logo som reference i sin markedsføring, herunder på hjemmeside og i kundelister, medmindre Kunden udtrykkeligt har frabedt sig dette. Konsulenten må ikke gengive leverancer, citater eller cases uden særskilt samtykke. Kundens goodwill må ikke misbruges.

8.    Fortrolighed

  • Parterne forpligter sig til at behandle alle oplysninger, som udveksles i forbindelse med samarbejdet, som fortrolige – medmindre oplysningerne er offentligt tilgængelige eller lovligt modtaget fra tredjemand.
  • Konsulenten må ikke uden skriftligt samtykke videregive eller udnytte oplysninger om Kundens forretningsforhold, systemer eller kunder. Kunden forpligter sig tilsvarende til fortrolighed om Konsulentens metoder, priser og interne forhold.

9.    Databeskyttelse

  • I det omfang Konsulenten behandler personoplysninger på vegne af Kunden, fungerer Konsulenten som databehandler og Kunden som dataansvarlig i henhold til databeskyttelsesforordningen (GDPR). Den gældende databehandleraftale, som er vedlagt som Bilag A til disse forretningsbetingelser, regulerer parternes rettigheder og forpligtelser i denne henseende.

10.  Ansvar og ansvarsbegrænsning

  • Konsulenten er erstatningsansvarlig i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. Konsulenten er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt avance, tab af data, fejlbehæftede data, følgeskader, tab af goodwill eller øget intern arbejdsbyrde.
  • Kunden er ansvarlig for, at egne IT-løsninger – samt løsninger, som Konsulenten måtte anbefale eller assistere med – anvendes i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder regler om databeskyttelse, informationssikkerhed og branchespecifik regulering.
  • Konsulentens samlede erstatningsansvar er i alle tilfælde begrænset til det beløb, Kunden har betalt for den konkrete opgave – dog maksimalt det vederlag, der er betalt inden for de seneste 12 måneder forud for det ansvarspådragende forhold.

11.  Misligholdelse

  • Ved væsentlig misligholdelse er den ikke-misligholdende part berettiget til at ophæve aftalen med 8 dages skriftligt varsel, såfremt forholdet ikke er bragt i orden inden udløbet af fristen.
  • Varsling skal ske pr. anbefalet brev eller e-mail. Ved manglende betaling har Konsulenten altid ret til at ophæve aftalen uden yderligere varsel.

12.  Ændringer i forretningsbetingelser

  • Konsulenten forbeholder sig ret til at ændre disse forretningsbetingelser – herunder databehandleraftalen – med 1 måneds varsel. Ændringer i forretningsbetingelserne vil blive offentliggjort her: bokkconsult.dk.

13.  Opsigelse

  • Projektbaserede aftaler løber, indtil de er fuldt udført, medmindre andet er aftalt.
    Løbende support- eller serviceaftaler kan opsiges af begge parter med 30 dages skriftligt varsel.
  • Ved opsigelse af en igangværende opgave faktureres Kunden for allerede udført arbejde og eventuelle ikke-refunderbare udgifter.
  • I tilfælde af, at Konsulenten stiller hostingydelser til rådighed via infrastruktur fra en tredjepartsleverandør, har tredjepartsleverandørens bestemmelser vedrørende opsigelse forrang, jf. pkt 4.3 ovenfor.

14.  Force majeure

  • Ingen af parterne er ansvarlige for manglende opfyldelse af forpligtelser som følge af force majeure, herunder men ikke begrænset til: krig, naturkatastrofer, brand, strejke, myndighedsindgreb, strømafbrydelse, svigt i telekommunikation eller force majeure hos underleverandør.

15.  Lovvalg og værneting

  • Denne aftale er underlagt dansk ret. Eventuelle tvister skal afgøres ved Retten i Roskilde som aftalt værneting.